fbpx

Madens Folkemøde… for folket?

Det er november måned, pisse koldt, gråt og Danmark er gået i vinterblues. Jeg kører fra Nørrebro med næsen mod Lolland. Jeg har aldrig været der før. Ikke af nogen bestemt årsag, jeg har bare aldrig haft én.

I dag skal jeg til ’pre-møde’ på det allerførste Maden Folkemøde på Engestofte Gods, Maribo.

Det tager en 1 t. og 45 min. og vupti, jeg kører ind ad vejen til Engestofte Gods. Jeg træder ud af bilen og kigger mig omkring. Næsten spiser luften. Her er larmende stille, og selvom Maribo er lige så grå som Nørrebro, er det bare anderledes. Jeg elsker at være ude af København. Langt væk fra den faktisk.

Jeg beslutter mig for en lille vadetur inden dagens program tager hul på første akt. Jeg når ikke længere end til foden af vejen, hvor jeg bliver stoppet af en hvid varevogn. Nikolaj Kirk stikker hovedet ud med en pibe i kæften: ”Er det Engestofte Gods, der ligger lige der?” Jeg kigger afventende på ham, venter på han skal genkende mig. Det gør han tydeligvis ikke, så jeg svarer bare: ”Ja, det er lige dér” og peger. Jeg mødte ham første gang på Læsø, da jeg var barn. Jeg var på sommerferie med min mor dette år og hun kendte ham igennem arbejdet. Jeg var ikke så gammel, men jeg kan huske vi lavede et eller andet med rødbeder i en have i Vesterø, og det var ham dér fra fjernsynet. Mange år senere, for ikke så mange år siden, hjalp jeg Nikolaj og Mikkel Maarbjerg i deres køkken med et par selskaber. Jeg agerede tallerkentaxa i en sommerferie eller måske på nogle fridage, jeg havde fra køkkenet på Kong Hans. Senere på dagen prikkede jeg ham målrettet på skulderen, og tvang mit ansigt ind hans relationsmemoir.  

Min kollega og jeg er blevet inviteret til Maribo for at høre på og snakke om, hvad Madens Folkemøde skal være for Lolland som lokalsamfund. Der er taler, debatter og snak. Snak om hvad folkemødet i hvert fald ikke skal være, og hvad det skal være til maj måned.  

”Det skal for alt i verden undgå at blive elitært.” ”Det må ikke blive til en smart, økologisk høstfest med specialøl og kålpandekager, men heller ikke den slags med røde pølser, hornmusik og flade fadøl.”  ”Det skal være folkeligt” (I mine ører lyder hornmusik, flade fadøl og snak meget dansk og folkeligt. Næsten til det patriarkalske). 

Men en sætning, der ramte mig var: ”folk skal først og fremmest lære hvad en aubergine er.”

Gisp. Jeg fik et sug i maven. Der gik det op for mig. Lige dér, midt i rummet: Jeg lever i en elitær bobbel. Min helt egen atmosfære. Jeg ville da gerne til høstfest a la Aarstidernes på Krogerupgaard. Jeg ville gerne drikke specialøl, hjemmelavet cider og spise den samme mad på Lolland, som jeg spiser i København. Fodre fede billeder til mit feed med seje kokke og personligheder. Jeg havde næsten forventet det, set frem til det. Men ved den almene dansker ikke hvad en aubergine er?

Jeg ved, at mange danskere ikke spiser sådan rigtig godt. Aner ikke hvordan man laver mad med råvarer i sæson, smager ordentligt til og kan ikke koge en bøf. Prioriterer ikke økologi eller bæredygtighed. Jeg ved, at danskerne bliver tungere og tungere og fast food/convenience fylder mere i vores køkken end nogensinde før. Men hey, en aubergine? Moussaka?

Okay, jeg giver slip på min selv-i-scenesættelse med mine kolde ’det allermindste mikroskopiske nyeste, smarteste bryggeris-pilsner ’, sol i krydderen og den der fede fornemmelse, som om man har gjort noget godt, uden at gøre en skid, bare fordi man er det ’rigtige sted’.

Det gik op for mig, at problemet med danskernes spisevaner er enormt. Meget større end jeg var klar over. Så mange dygtige mennesker har kæmpet for sagen i så mange år. Jeg er opvokset i det. Sikke en kamp for at få at vide at den almene dansker ikke ved hvad en aubergine er.

Det blev maj og jeg var kampklar. Men også lidt skeptisk. Ville det her blive til den høstfest, jeg startede med at ønske mig? En minifestival for branchefolk, hvor man ville se en rundkreds af mennesker, hvor alle klappede hinanden på skulderen og gurglede naturvin? Klap fra den ene visionarius til den anden uden et eneste gram af noget folkeligt?

Det ville vise sig…

Men folket var til stede og samtalen blev sat i gang.

Der blev drukket fadøl og spist flæsk. Rigtig meget flæsk.

Jeg forlod Lolland med to ting i hovedet:

Mad skal være nydelse fremfor overlevelse.

Og at faktum er, at en aubergine er blevet til en emoji, ligesom en fugl er blevet til en twitter.

Og vi har lyst til at ændre det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.