Rødders svampeburger
Har du brug for inspiration til en alternativ morgenmad i form af en kødfri morgenmadsburger? Og har du prøvet at sylte svampe selv? I samarbejde med Esben fra Rødder, har vi hjemmesyltet svampe og inkorporeret dem i en saftig burger med ramsløg.
Ingredienser
Syltede svampe
- 200 g østershatte (eller andre faste svampe)
- 250 g sukker
- 0,5 l eddike (eksempelvis lagereddike eller æblecidereddike)
- Evt. krydderurter, krydderier eller ramsløg
Spejlæg
- 4 store æg
- Smagsneutral olie (eksempelvis rapsolie)
- Salt
- Peber
Øvrige ingredienser
- Ramsløg
- Ramsløgsblomster
- HP sauce
Sådan gør du
Syltede svampe:
Hæld eddike, sukker og eventuelt krydderier i en gryde og kog op, indtil sukkeret er opløst. Svampe skæres i tykke skiver eller rives i grove stykker, så strukturen bevares. Svampene koges i syltelagen 1-2 minutter, så svampene stadig bibeholder sin struktur. Fisk svampene op af syltelagen med en si eller en pastaske og lad dem trække på en tallerken, inden de lægges i sylteglasset. Sluk for gryden.
Desinficér dit sylteglas med kogende vand, alkohol eller atamon.
Når svampene er kølet 5 minutter, lægges de i det desinficerede sylteglas. Tilsæt eventuelt krydderurter efter smag. Hæld syltelagen over svampene til de er dækket. Forsegl de syltede svampe med låg, mens de endnu er varme. Lad svampene trække en dags tid eller mere. De holder 3-4 måneder, hvis de ikke bliver spist inden.
Spejlæg:
Varm en flad stegepande op. Hæld en spsk. smagsneutral olie på den varme pande. Slå derefter et æg ud på den varme pande i olien. Ægges steges boblende til det får en brun stegeskorpe på undersiden og oversiden er gennemtilberedt. Tag spejlægget af panden og salt efter behag.
Burgeren samles:
Skær briochebollen op og steg først bollen på skærefladerne i fedtet på den varme pande. Vend derefter under- og overbolle på panden. 1 minut på hver side er nok. Ramsløg hakkes groft. Svampene skæres i mundrette skiver.
Læg de syltede svampe på underbollen, derefter spejlægget, en smule HP sauce, de hakkede ramsløg og til sidst ramsløgsblomster. Læg overbollen på som låg.
Velbekomme